Grønland Nuuk Foto Anne Vibeke Rejser 2026

Grønlands smukke hovedstad Nuuk - her er hvad du skal opleve

Google Map...
Grønland

Hovedstaden i Grønland er Nuuk. 

Befolkningstal: Ca. 56.000.

Areal: Ca. 2.166.000 km² (Verdens største ø)

Afstand fra Danmark: Ca. 3.425 km til Kangerlussuaq

Mest besøgte attraktion: Ilulissat Isfjord og indlandsisen og naturen ved Kangerlussuaq. Det er også populært at sejle langs Grønlands vestkyst. 

Mere information:

Turistinformation: Grønland

Krydstogter med HX Expeditions i Grønland

Begynd din gåtur i Kolonihavnen

Du kan med fordel begynde i Kolonihavnen, fordi området er Nuuks historiske hjerte. Her kan du gå roligt mellem de gamle bygninger, se Hans Egedes hus udefra, kigge mod Vor Frelser Kirke og nyde udsigten over fjorden. Det er et godt sted at starte, fordi du her kan mærke, hvordan Nuuk er vokset frem som administrativt, religiøst og handelsmæssigt centrum.

Det kan du især lægge mærke til: Hans Egede-statuen, Vor Frelser Kirke, de gamle kolonibygninger, havnemiljøet og udsigten mod fjorden. Gå respektfuldt i området, hold dig til stierne, vis hensyn ved boliger og kirker og fotografér diskret.

Vis respekt for Havets Moder

Når du går gennem Kolonihavnen, kan du ikke undgå at skue mod havet og helt nede i vandkanter står skulpturen ”Havets Moder”, som er inspireret af det grønlandske sagn om Havets Moder, der vogter over havets dyr. Ifølge sagnet kan dyrene blive holdt tilbage, hvis mennesker ikke viser respekt for naturen, og derfor minder fortællingen dig om balancen mellem mennesker, fangst, hav og ansvar. Skulpturen er lavet af kunstneren Christian Rosing

Nuuks historie - kort fortalt 

I 1728 flyttede præsten Hans Egede til Nuuk og bosatte sig i det gule hus i Kolonihavnen efter nogle år på Håbets Ø. Han var rejst til Grønland i 1721 for at missionere og finde efterkommere af nordboerne, men der var ingen nordboere tilbage. Hans hustru, Gjertrud Rasch, fulgte ham til Grønland og blev kendt for sin store indsats under en koppeepidemi, før hun døde i 1735. Året efter forlod Hans Egede Grønland og tog hendes kiste med til København.

Over Kolonihavnen står statuen af Hans Egede med udsigt mod Håbets Ø. Ved siden af ligger Vor Frelser Kirke, hvis tårnur kom fra Østerport Station i 1928. Kolonihavnen ligger ved den cirka 150 km lange Nuuk Fjord, hvor gletsjere, isbjerge og fjelde giver gode muligheder for vandring, kajak, fiskeri og skiløb.

Grønland Nuuk Hans Egede Foto Anne Vibeke Rejser 2026 (3)
I 1728 flyttede præsten Hans Egede til Nuuk. Han betragtes som byens grundlægger.

Nuuks imponerende udsigtspunkter

Du har ikke helt set Nuuk, før du har været oppe på nogle af udsigtspunkterne, hvor fjorden, fjeldene og ikke mindst den karakteristiske Sermitsiaq står i skærmede kontrast til byens farvede huse. På klare dage er det værd at sætte tid af til bare at stå stille og se, hvordan hovedstad, havn og arktisk natur ligger tæt sammen.
• Hans Egede-statuen: Et klassisk stop over Kolonihavnen med udsigt til de gamle bygninger, kirken, havnen og fjorden.
• Trappen over Nationalmuseet: Herfra får du et fint kig ned over Kolonihavnen, Vor Frelser Kirke og de historiske huse.
• Udsigten mod Myggedalen: Et af Nuuks mest fotograferede steder, hvor de farverige huse ligger med Sermitsiaq som baggrund.
• Kysten ved museerne: Et roligt sted at se ud over havet, især hvis du vil opleve solnedgang eller bare have et stille stop ved vandet.
• Radiofjeldet: Giver udsigt over byen, havnen og fjorden, men vælg sikre stier og gå kun, hvis vejret og underlaget er godt.
• Sermitsiaqs udsigtstur: En længere vandretur uden for centrum, hvor du kan få en storslået udsigt over Nuup Kangerlua og Sermitsiaq, hvis du er vant til at vandre.

Det skal du være opmærksom på: Gå kun på sikre stier og udsigtspunkter. Klipper kan være glatte, og områder med glasskår eller affald bør undgås. Vælg hellere et trygt sted med god udsigt end at forcere ujævnt terræn. Vær opmærksom på, at det visse steder kan være svære at se om du gå på en sti eller gennem en privat have.

Grønlands Nationalmuseum er et besøg værd

Lidt bag kolonihavnen ligger Grønlands Nationale Museum og Arkiv, der indeholder samlinger fra Grønlands fortid og kulturhistorie. Her kan du få fortællinger om de tidligste arktiske kulturer, nordboerne, inuitisk hverdagsliv, kajakker, konebåde, dragter, redskaber og de berømte Qilakitsoq-mumier.

Tip til dig: Sæt god tid af. Museet kan give dig en kæmpe indsigt i næsten alt det, du ser i Nuuk: fangstkultur, kolonihistorie, kunsthåndværk, transportformer og Grønlands overgang til et moderne samfund.

Grønland Nuuk Kolonihavnen Foto Anne Vibeke Rejser 2026 (3)
Grønlands Nationale Museum og Arkiv indeholder samlinger fra Grønlands fortid og kulturhistorie.

Katuaq – Nuuks smukke kulturhus

På gågaden få minutters gang fra Kolonihavnen kommer du til Katuaq, som ligger centralt i Nuuk og er byens kulturelle samlingspunkt. Bygningens facade er inspireret af nordlyset og er yderst skulpturelt. Bygningen er et besøg værd, hvis du vil holde en lille pause og deltage i en af de mange event, som kulturhuset afholder.

Grønland Nuuk Foto Anne Vibeke Rejser 2026 (2)
Katuaq – Nuuks smukke kulturhus.

Inatsisartut - Grønlands parlament

Lige overfor kulturhuset ligger Grønlands politiske centrum: Inatsisartut, Grønlands parlament. Navnet betyder”dem, der laver lovene”, og her debatterer og vedtager de 31 folkevalgte medlemmer landets love. Medlemmerne vælges normalt for fire år ad gangen, og parlamentet samles typisk til en forårs- og en efterårssamling. Bygningen er derfor et vigtigt symbol på Grønlands selvstyre og demokrati.

Hvis der er mulighed for en rundvisning eller adgang til tilhørerpladserne, kan du bruge besøget til at få et stærkere indblik i, hvordan politik, lovgivning og Grønlands fremtid bliver diskuteret. I nærheden kan du også kigge efter offentlige bygninger og kunst i byrummet, fordi de fortæller om Grønlands historie, sagnverden og moderne identitet.

Grønland Nuuk Parlementet Foto Anne Vibeke Rejser 2026

Besøg Nuuk Kirkegård lidt uden for byen

Den gamle kirkegård Aqqusinersuaq i Nuuk ligger midt i byen lige ud til vandet. Den er især kendt for sine enkle hvide trækors, der står tæt sammen og giver stedet et stille og meget særligt udtryk. Kirkegården fortæller om byens historie, kristne traditioner og de mennesker, der har levet her før nutidens Nuuk voksede frem omkring de gamle bydele.

Gode tips til at opleve Nuuk

  • Vis respekt: Spørg før du fotograferer mennesker, fangere eller varer på markedet, og hold afstand ved private huse og kirker.
  • Gå mest muligt: Nuuks centrum er kompakt, men brug taxa, bus eller bil, hvis du skal til lufthavnen, yderområder eller ud i naturen.
  • Klæd dig efter skiftende vejr: Lag-på-lag og en vindtæt jakke er gode at have med, så du kan være ude uden at blive overrasket af vejret.
  • Indkøb: Der er alle former for butikker i Nuuk. Har du glemt outdoor udstyr, så fås det også. Der er også hyggelige cafeer, restauranter og fast food. 
  • Overnatning:  Hotel Hans Egede går for at være byens bedste (og dyreste hotel), men der findes overnatning i alle prisklasser. Book i god tid.
  • Book særlige oplevelser i god tid: Fjordture, hvalsafari, vandring og restaurantbesøg kan kræve forhåndsbooking i højsæsonen.
  • Nuuk som udgangspunkt: Nuuk er ofte udgangspunkt for oplevelser i Vestgrønland, men også krydstogter, som går herfra.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser