Alt dette kan du opleve i og omkring Ilulissat og Diskobugten

Ilulissat Isfjord og Diskobugten skal du opleve

Først og fremmest skal du se Ilulissat Isfjord. Her presses enorme ismasser ud fra Sermeq Kujalleq-bræen og videre mod Diskobugten, hvor de store isfjelde langsomt driver ud mod havet. Det er en oplevelse, der ændrer sig fra time til time. I solskin lyser isen hvidt og blåt, i tåge virker landskabet næsten uvirkeligt, og i aftenlys kan hele fjorden få et rosa skær. Det er ikke uden grund, at området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Hvalsafari i Diskobugten

Du bør også opleve Ilulissat fra vandet på en hvalsafari i Diskobugten. Her sejler du ud mellem de store isfjelde, som fra land virker imponerende, men fra en lille båd næsten ubegribelige. Former, farver og størrelser skifter hele tiden, og bådene holder god afstand til de største iskolosser, der kan kælve uden varsel. Om sommeren kan du være heldig at se pukkelhvaler komme op for at trække vejret. Når blåsten høres over vandet, ryggen krummes, og halefinnen løftes før dykket, får du en oplevelse, du sent glemmer. Det kræver tålmodighed og ro, men netop ventetiden gør mødet med hvalen endnu stærkere.

Byvandring i Ilulissat

Hen på eftermiddagen viste turlederen os rundt i byen der er Grønlands 3. største Ilulissat er en travl fiskeindustriby med en stor fiske- og rejefabrik og travlheden ses bl.a. ved de mange kuttere og mindre både, der ustandseligt drøner ud og ind af havnen. Specielt hellefiskeriet er stort her. Turismen er i fremgang omkring Grønlands populæreste turistmål og her er mange større og mindre grupper fra nær og fjern, som ønsker at opleve området omkring Ilulissat - et af klodens smukkeste steder.
Vi gik fra hotellet ind mod centrum og så Zionskirken der ligger neden for den store opdagelsesrejsende og polarforsker Knud Rasmussens fødehjem, der nu er Ilulissat Museum. På museet kan vi lære mere om Knud Rasmussen der er mest kendt for sin deltagelse i Den Danske Litterære Grønlandsekspedition og sine egne Thuleekspeditioner samt for at have oprettet handelsstationen Thule. Men han er også kendt for sine indsamlinger og formidler af grønlandske myter og sagn.
Længere inde mod centrum kom vi forbi flere store boligblokke fra byggeboomet i 60'erne - som bestemt ikke pynter på den romantiske forestilling om de små farvestrålende enkeltfamiliehuse som ses på postkortene. Midt i centrum ligger World of Greenland - et aktivitetsselskab, som arrangerer mange af de udflugtsmuligheder, der findes i og omkring byen. Her er også et større udvalg af souvenirs og kunsthåndværk af forskellig art, smykker i metal og sten, fedtstensfigurer, tupilakker i både hvalrostand og rensdyrtak oma. Her fik vi købt udflugt til hvalsafari samt midnatstur med kutter til isfjeldene.

Mødet med slædehundene

Efter at have passeret stadion kom vi til en af hundepladserne. Naturligvis var der nogle som hylede og et sted mødte vi legesyge hvalpe. De er de eneste, der må løbe frit omkring. Alle andre hunde skal være lænket, da disse dyr ikke er kæledyr, men er arbejdsdyr. Møder opsynsmanden en løs hund, kan han skyde den inden den eventuelt går til angreb på et barn. Hundene skal naturligvis behandles med respekt og have den fornødne omsorg, hvis de bliver syge eller kommer til skade f.eks. under en kamp med en anden hund. De skal have mad og adgang til vand og må naturligvis ikke lide nød på nogen måde. Ligesom i Danmark, hvor vi ind i mellem oplever vanrøgt over for husdyr, sker det også her, at en hundeejer begår overgreb på sine hunde. Enten ved at behandle dem for hårdt eller undlade at give dem det nødvendige foder. Heldigvis bliver der mere og mere fokus på dyrevelfærd - også i Grønland.
Jeg må indrømme, at da hvalpene kom hen til mig, kastede sig for mine fødder og bed i mine snørebånd, var de uimodståelige. De sloges venskabeligt indbyrdes om hvem der kunne trække længst i mine sko, for rangordningen sker tidligt. Naturligvis lod jeg min hånd glide hen ad deres små behårede rygge og kildede dem bag øret - med det resultat, at jeg lugtede af tørret fisk resten af vejen tilbage mod hotellet. Men det vidste jeg godt! Tæven, der stod lænket, skulle jeg ikke hen til og da vi gik videre, løb hvalpene ikke med, men pænt tilbage til deres mor.

Vandring langs Isfjorden

Det er også en noget våd morgen, vi vågner til på denne sidste dag vi er i Ilulissat på den store rundrejse i Grønland. Nu ser vejret ofte værre ud gennem et vinduet fra et varmt hotelværelse end det faktisk er, når man kommer ud i det og regnen er da også ophørt, da vi vandrer afsted på en tur langs Isfjorden. Turen går gennem det regnvåde græs ud til bopladsen ved Sermermut et par km. sydvest for byen. På denne idylliske plet har forskellige inuit-kulturer i mere end 4.000 år fundet et ideelt sted at bo i læ for havet, med gode fiske- og jagtmuligheder. De sidste beboere forlod stedet så sent som i 1850'erne. I dag er det kun rester af stensætninger - små forhøjninger i terrænet - der kan ses. Ved bopladsen, der nu er fredet, fandt arkæologer i 1950'erne en køkkenmødding, som gav beviser for disse tidligere kulturer. Vi går op over fjeldet langs Isfjorden, hvor de kæmpemæssige isbjerge flyder ud mod Diskobugten. Isen kommer fra indlandsisen, hvor en bræ rammer fjorden ca. 50 km. længere inde i fjorden. Bræen er den nordlige halvkugles mest producerende isbræ og Grønlands hurtigst flydende, da der er målt bevægelser på ca. 27 meter i døgnet. Man kan så og sige følge isens vandring gennem fjorden med øjet!
I denne formiddags tætte tåge virker hele sceneriet lidt spøgelsesagtigt, hvor disse kæmper næsten "ser ned" på os.
Hele fjorden samt en del af fjeldene omkring den, blev i 2004 medtaget på UNESCOs The World Heritage-liste over verdens kultur- og naturarv og er nu fredet og beskyttet område.

Kællingekløften

På en fjeldside støder vi på en dyb sprække, der fører ned til Isfjorden. Det er Kællingekløften. Forsigtigt går vi ud til kanten og får et sug i maven. Pas på ikke at glide på de fugtige sten. Kællingekløften var det sted, hvor de gamle kastede sig i døden, når de følte at de ikke længere kunne gøre gavn og var blevet en belastning for bopladsen.
Vi fortsætter ad vandreruten, der er markeret med blå farve. For at beskytte naturen mod yderligere erosion fra de mange gæster, der hvert år besøger stedet, har man gjort sig umage med at markere ruten, som man bør følge. Desværre med alt for mange blå klatter, så det skæmmer landskabet. De der har sat markeringen vil måske være sikre på at ingen går vildt - selv i tæt tåge. Men dette er bare for meget!

De gamle gravpladser

Vi kommer forbi en samling sten der ligger markant på fjeldskråningen. Her er de såkaldte inuitgrave. Man kan naturligvis ikke grave i fjeldets klipper, men man fandt ud af at stille stenene således, at de døde kunne få en fin plads med en god udsigt når de var døde. Enkelte grave er åbne, dvs. at den dækkende sten er faldet ned, så vi kan se kranier og skeletter af de døde. Det er naturligvis strengt forbudt selv at åbne grave eller røre ved de døde. Alle bør respektere gravfreden.

Denne prægtige tur ender ved en af byens hundepladser, hvor det er vigtigt nøje at følge mærkningen, så man ikke får forvildet sig ind mellem de bundne slædehunde, der kan være nok så bidske og aggressive over for fremmede. Men når de legesyge hvalpe kommer alene hen til én uden en voksen hund, er der ingen grund til frygt. Nyd disse dejlige hunde og giv dem et venligt klap.

Mellem besøgene i Ilulissat sejlede vi til den kælvende bræ Eqi.